Af Thomas Kielgast, SF

Jeg var så heldig at holde min første 1. maj tale for 4-5 år siden i Lovparken. Det var en stor oplevelse. Jeg var allerede som 6-7-årig i Fælledparken med min farmor og far. Det var meget stort, og jeg huskede især de store politikere tale, samt den folkefest der var bygget op omkring festen, hvor duften af pølser, popcorn og larmen af radiobiler og luftgynger nærmest overdøvede talerne og underholdningen fra den store scene i Fælledparken.

Siden 1. maj 1890 har der været holdt en 1. maj tale for at markere Arbejdernes Internationale Kampdag, Herefter har 1.maj talen været et fast og centralt element i fagbevægelsens årlige manifestation for arbejdernes rettigheder.

Oprindeligt var formålet med 1. maj at forene arbejdere i alle lande i kampen for en 8-timers arbejdsdag. Kampen for en 8-timers arbejdsdag fortsatte under parolen “8-timers arbejde, 8 timers frihed og 8-timers hvile” frem til 1919, hvor arbejdsmarkedets parter indgik et forlig der imødekom arbejdernes krav. Men selvom det oprindelige mål nu var opnået, fortsatte 1. maj-traditionen ufortrødent med nye kampe og politiske sværdslag, der skulle udkæmpes som fx retten til ferie med løn og løn under sygdom.

I dag er 1. maj et samlingspunkt for fagbevægelsens medlemmer, og alle der har sympatier for de røde partier.

Vi har stadig meget at slås for – meget vi i forening skal have forbedret.

I fredags den 26. april skulle vi alle have haft fri. En restitutionsdag hvor vi skulle have sammen med vores familie, vores børn eller bare gode venner eller bekendte.

Jeg tror, at vi alle kender regeringens argumenter for hvorfor vi alle skal arbejde lidt mere. Men kan vi arbejde mere? Forskere siger nej – vi er allerede en nation af meget hårdt arbejdende mennesker. Vi har ikke brug for mere stress på vores arbejdspladser eller arbejdere, der nedslides i endnu større grad. Regeringen har ikke bare besluttet, at almindelige mennesker skal have mindre fri. Nu skal nedslidte også tvinges til at arbejde længere. Lad lige den sætning stå lidt…

Jeg vil her citere min partifælle Karsten Hønge, som i Berlingske Tidende sagde: ”Jeg ønsker, at danskerne får deres fridag tilbage. Regeringen ramte fuldstændigt forkert med afskaffelsen. Det var, og er, en hån mod hårdtarbejdende danskere” – citat slut.

De fjerner en fridag, som betyder meget for dem, der arbejder hårdt. Men regeringen sætter skatten ned for aktionærer og ejendomsspekulanter, så det bedre kan betale sig at eje frem for at arbejde.

Så regeringen mener det selvfølgelig ikke, når de siger, at alle skal bidrage. De har bare valgt side. De har valgt at være regering for arbejdsgiverne og for de allerrigeste og ikke os helt almindelige mennesker med almindelige jobs – måske endda de helt almindelige kernevelfærdsjobs, som binder vores velfærdsstat sammen.

Og så tilbage til det helt lokale:

Børn og unges mistrivsel fylder meget både i tv, på sociale medier og i de skrevne medier. Aldrig har en børne- og ungdomsgeneration følt sig så isoleret og usikre på livet. Det skal vi i Køge kommune have et meget stort fokus på, og samtidig gøre hvad vi kan for at hjælpe vores børn på vej.

SF foreslår derfor, at der hurtigst muligt afsættes ekstra midler til at øge antallet af PPR-psykologer, og at der afsættes flere midler til at løfte den meget vigtige inklusionsindsats i både vores skoler og i vores daginstitutioner. De ekstra midler skal gå til af afkorte ventetiden for, at en PPR-psykolog kan se på et barn, og at barnet derfor kan få hjælp betydeligt tidligere og dermed afkorte den lange ventetid der pt. er for en samtale, udredning eller udarbejdelsen af en PPV.

Denne indsats synes vi i SF skal følges op med en generel indsats i alle skoler og daginstitutioner, hvor der skal tilføres ekstra midler til at understøtte hverdagen og den vigtige inklusionsindsats til gavn og glæde for alle børn. De ekstra midler vil både kunne hjælpe de børn, der har det svært, og har brug for en mere håndholdt indsats tæt på barnet, men også de børn for hvem det at være barn er uproblematisk, skal opleve at kunne få hjælp til at fortsætte og understøtte deres læringskurve. Vi skal investere i tidlig indsats – det er sympatisk, rigtigt og eneste mulighed for at bryde den onde spiral vi er endt i.

1.maj kan også være dagen hvor man kan vende emner som trængsel på vejene og kollektiv trafik.

Der er masser af trafik og trafikalt kaos i og omkring bymidten i Køge og vejene omkring centrum. Dette på trods at fornuftige busmuligheder, tog mod Rødvig og Faxe – mod Roskilde, S-tog og så den nye super forbindelse – den næsten direkte vej fra Herfølge, Køge, Ølby og Køge Nord med regionaltog til København med endestation i Helsingør – lad os få mere af det.

Så nærmer jeg mig det, jeg også gerne vil tale lidt om – nemlig den evige historie om den så kaldte Statsvej fra Stevns og måske gennem Køge og Herfølge på dens vej ud til det i forvejen overfyldte motorvejssystem.

Hvad tænker vi så i SF om de mulige forslag til en ny kommende vejføring?

Helt overordnet ønsker vi i SF ikke flere store veje, og slet ikke veje der ødelægger vores unikke landsbyer, vores natur og biodiversitet, og som samtidig øger trafikken på vores i forvejen hårdt belastede vejnet. Vi vil i de forhandlinger som stadig udestår gå konstruktivt til forhandlingerne og lytte til alle gode argumenter.

Men vi står fast på følgende:

Vi vil ikke stemme for en kommende vej, der skærer Køge kommune over i flere dele – gående fra Marksvinget/Sdr. Viaduktvej i nord til kommunegrænsen til Faxe i syd.

Så altså ingen Statsvej gennem Hastrup, Svansbjerg og Herfølge og de mange andre små landsbyer som en kommende vej ville skulle gå igennem og dermed ødelægge.

Kan de 600 mil. fra Infrastrukturplanen konverteres til mere og bedre offentlig trafik fra Stevns til Køge? Hvordan optimerer vi trafikken på de veje, vi allerede har? Og så ser jeg bare frem til borgermødet, som sandsynligvis skal afholdes inden sommerferien i Ravnsborghallen, hvor der er rigeligt med plads. Der skal være gennemsigtighed og borgerinvolvering i de meget store beslutninger, som vi politikere skal tage.

God 1. maj – lad Køge kommune være Danmarks smørhul!

Skriv en kommentar

Previous Post
Next Post

SENESTE POSTERINGER

Herfølge fakta

Herfølge, by 5 km sydvest for Køge. På 25 år er Herfølge vokset fra at være en mindre stationsby til en stor bolig- og erhvervsforstad til Køge og København.

~ Den Store Danske

Designed with WordPress