Af Marie Stærke, borgmester

Rigtig god Sankt Hans!

Lidt om blæst, rødder og hvad jeg godt kunne tænke mig, vi selv gjorde mere af:

Jeg kan ikke lide, når det stormer. Når vinden rigtigt har fat og det knirker, knager og brager og vinden piber og suser og det føles som om, taget er ved at falde af. Når jeg kigger ud af vinduet, kan jeg se på trækronerne i min have, at de svajer voldsomt og jeg tænker – gad vide, om de kan holde til det? Jeg kan ikke sove og ligger og beroliger mig selv og prøver at overbevise mig om, at når vi står op i morgen er alt roligt igen. Og næste dag, står det hele og ligner sig selv. Måske er en cykel væltet, måske er en potteplante røget ned af havebordet, måske er der lige lidt, der skal samles op, men grundlæggende står tingene præcis, som det stod dagen før, og livet kan gå sin videre gang. Hvis man går en tur i skoven, er nogle grene måske knækket og et træ eller to, kan være bukket under, men skoven står der stadig.

Vidste I, at en trærod kan have et omfang, hvor træets højde svarer til radius i den cirkel, som udgør rødderne? Dvs at et 10 m højt træ kan have en såkaldt rodkage med en diameter på 20 m, fra de tykkeste rødder helt inde ved stammen til de helt tynde og fine yderst. Og ved et egetræ, der går roden lige så dybt, som træet er højt.

Når man ved det, ved man også, hvorfor træerne ikke vælter når det virkelig stormer. Rødderne går dybt ned og bredt ud, og det betyder, at træet står stærkt, sikkert og robust selv i de stærkeste storme.

Rødderne er afgørende for træernes styrke. Således også for os mennesker. Et stærkt og dybt forankret rodnet gør os stærke. Et stærkt og dybt rodnet styrker os til at kunne klare selv de kraftigste storme.

I sangen “I Danmark er jeg født, der har jeg hjemme”, synger vi “der har jeg rod, derfra min verden går”. Vores rødder betyder noget.

Rødderne finder vi, når vi graver, når vi går tilbage i tiden. “Tilbage til rødderne”. Tilbage til egnen ens familie kommer fra, tilbage i fotoalbummene, tilbage i historierne fra krigen, fra barndommen, fra lærestedet, fra “dengang farfar var ung”. Jeg tror på, at det styrker ens sjæl, ens tryghed, ens robusthed at kende sine rødder. Jeg kan godt forstå, at turen til Thailand eller Tenerife er spændende og givende, men nogen gange, tror jeg, det er sundt, at tage turen ad barndommens gade, af væsenets rod og finde tilbage til hjertets rytme. Tage på tur i det danske land – eller hvorend ens familie stammer fra, lære om, hvem vi er og hvad vi kommer fra. Hvad har vi levet af og hvordan er vi blevet til dem, vi er? En tur med sine bedsteforældre og se, hvor de kommer fra og høre om, hvordan de levede.

Jeg tror på, at vores børn og unge har brug for et stærkt rodnet, og det er kun os voksne omkring dem, jer forældre, der kan give dem det. Lad dem lære deres rødder at kende. Lad rødderne gro dybt og bredt, så ungdommen står sikkert – også når det stormer. For når det rigtig stormer og rusker og man føler modvinden har så godt fat i en, at det er svært at stå fast, så er det dine rødder, der redder dig. Det er dem der gør, at når vinden har lagt sig, så står du endnu – præcis ligesom træet uden for vinduet. Måske er der et par ting, der skal samles op, men du står endnu. Rødderne er svaret på den robusthed, vi skal give til ungdommen, og det starter med dig selv.

Dronning Margrethe har en gang sagt: “Et træ uden rødder vælter, et træ med rødder bliver på et tidspunkt en del af skoven. Jeg tror, at mange mennesker har glemt deres rødder.”

Prøv at erstatte “træ” med “menneske” og “skoven” med “fællesskabet”. Så lyder det således “et menneske uden rødder vælter. Et menneske med rødder bliver på et tidspunkt en del af fællesskabet. Jeg tror at mange mennesker, har glemt deres rødder.”

Når vi om lidt samles om bålet og synger Midsommervisen, mens vi kigger ind i bålets flammer, så vil jeg bede jer om, at tænke over, hvad du gør, for at lære dine børn eller børnebørn eller unge mennesker, du kender om deres rødder. Du skal tænke over, hvordan du kan bidrage til et styrket rodnet for ungdommen omkring dig og for næste generation. Vi kan hver især gøre en forskel og det starter med os selv.

Med stærke rødder vil ungdommen stå stærke og robuste, når de oplever modvind. Med stærke rødder, vil ungdommen vokse op og på et tidspunkt blive del af fællesskabet. Men vi skal lære dem deres rødder at kende.

Rigtig god Sankt Hans!

Skriv en kommentar

Herfølge fakta

Herfølge, by 5 km sydvest for Køge. På 25 år er Herfølge vokset fra at være en mindre stationsby til en stor bolig- og erhvervsforstad til Køge og København.

~ Den Store Danske

Designed with WordPress