Af Peter Aalbæk Jensen

I 4,000 år har menneskeheden rodet og regeret i området i den kommende Bjergby.
Vi har de sidste par uger haft fornøjelsen af to arkæologer samt en flittig gravemaskinefører på terrænet.
De har blotlagt hele muldlaget i et sindrigt system – gravet render i retning nord-syd, idet man dengang byggede huske orienteret øst-vest. Således skulle de gode arkæologer kunne ramme rester af huse.
Konklusionen er, at der er mange gamle ildsteder. Men ingen huse. De gemmer sig et andet sted. På en af de andre marker. Eller måske stedet var et kultisk mødested med mange bål og simpel gudedyrkelse?
Jeg pillede i et af ildstederne og det fineste trækul dukkede op mellem fingrene på mig. Man får helt gåsehud ved tanken om sidste gang nogen anden rørte ved dette træstykke var et par tusinde år før Kristi fødsel.

Markene er nu dækket til igen. Der var ikke noget sensationelt. Ikke noget værd at udgrave. Men jeg er oprigtig rørt over vi bygger en by oven på jord, hvor mange af vores forfædre også fandt det attraktivt at bo.

Og tænk at de flittige folk fra bonde stenalderen havde gravet drænrender. Også dengang kæmpede de med vandmasser på området.

Men overvejer om vi skal bygge et lille stenalder hus for at minde os om at vi nu bare fører faklen videre? At vi ikke er noget ophøjet og unikt. Mennesker før os har elsket og hadet. Kæmpet og knaldet. Spist og sovet. Og knoklet som bæster.

Vi skal nok – gode stenalderfolk – bære området videre til kommende generationer, i respekt for hvad I påbegyndte i civilisationens vugge.