Så er vi blevet en smule klogere på Simon!
Han er desværre stadig ikke klar til at komme tilbage på job, og udsigterne hedder et sted mellem 4 og 8 uger lige p.t.
Men Chris knokler på! Så Makketutten vil som altid have færdigretter, samt det gode brød i weekenderne. Ligeledes fortsætter fællesspisningerne ufortrødent – og menuen for Oktober kommer op i næste uge.
Der er stadig plads til næste uges boller i karry og pære belle helene. Book som altid plads på http://www.lillesyd.dk/ingrediensen
Der bliver også stadig arbejdet på at finde en dag til en fredagsbar (uden at Chris får knoklet sig halvt ihjel i mellem tiden) og En aften på Ingrediensen er stadig på tegnebrættet. Det står dog allerede klart nu, at det ikke kan blive de sædvanlige 12 retter med Chris alene på pinden – så vi skærer lidt i pris og antal retter og melder mere ud, når vi er tilfredse.
Det der dog står lysende klart, er at vi den 20 december, altså lørdagen lige inden juleferien, laver en julefrokostbuffet, forklædt som et farvel til Ingrediensen.
Så når menuen, prisen og rammerne er fastlagt, håber vi at vi kommer til at se så mange af jeres kønne ansigter hernede, til en festlig aften og en skøn afsked.
Og hov! Vi laver selvfølgelig også i år, de krogmodnede, økologiske flæskestege. Det melder vi mere ud om, når det begynder at blive relevant
Ses vi?

Skriv en kommentar