Af Niels Rolskov

For os er Herfølge ikke bare en prik på kortet. Det er et levende lokalsamfund med mennesker, fællesskaber, fantastiske frivillige og virkelig meget potentiale. Men det kræver, at vi til stadighed bliver tænkt med, når Køge Kommune udvikler sig. Når investeringerne fordeles, og når nye løsninger skal findes på klima-, transport- og velfærdsområderne.
Vi bor her, handler her, mødes på boldbanen, på perronen og i SuperBrugsen, Vi kører på de samme veje. Vi er en del af hverdagslivet i Herfølge, og det betyder, at vi mærker det, når der mangler noget.
Når trafikken bliver for farlig omkring skolerne. Når områder i byen mangler indkøbsmuligheder, eller præges af uro om aftenen. Eller når perronen på stationen stadig er lavere, end den burde være og p-pladsen for fuld. Vi kender og mærker bekymringen om statsvejen og ingen af os ønsker den i nærheden af Herfølge.
Derfor er det vigtigt, at der også sidder lokale medlemmer fra Herfølge i byrådet.
For det gør en forskel, når beslutninger bliver truffet af folk, der kender området. Vi har blik for, hvad det betyder for os, der bor her, når der pludselig er en helt ny og spændende bydel vest for jernbanen, med nye naboer, der skal tænkes ind og passes ind eller når vi laver om vejforløb eller når et boligområde har brug for et omsorgsfuldt løft.
Og ja, vi drømmer stadig om en hævet perron på stationen. Ikke bare fordi det vil løse et problem, men også fordi det er et symbol på, hvad vi kæmper for sammen: at Herfølge skal løftes.
Derfor håber vi, at du til kommunalvalget stemmer på en lokal kandidat fra Herfølge. For ingen kender Herfølge bedre end os, der bor her.

Byrådsmedlemmer Niels Rolskov (Ø). Thomas Kielgast (SF), Vibeke Kjøng Østergaard (S)

Læs også om valgforbundet her.

Skriv en kommentar

SENESTE POSTERINGER

Herfølge fakta

Herfølge, by 5 km sydvest for Køge. På 25 år er Herfølge vokset fra at være en mindre stationsby til en stor bolig- og erhvervsforstad til Køge og København.

~ Den Store Danske